onsdag den 19. oktober 2011

Tirsdag - Det bedste sted i verden

Det er omkring en halv time siden Julie skrev til mig, om jeg kunne nå at lave et indlæg for hende. Jeg tænkte først på DHe, men tænkte så videre, da Louise jo lige skrev om det i går, og med det samme kom jeg til at tænke på noget meget, meget bedre, jeg aner bare ikke hvordan man skal forklare andre om det, fordi det er egentlig ikke noget bestemt sted.

For mig, er det bedste sted i verden mit hjem. Og så tænker de fleste nok, at det er det hus jeg bor i.. Men efter jeg flyttede for snart fire måneder siden, fra det hus vi havde boet i hele mit liv, og efter at have 'boet' på en efterskole i over et år nu, er det gået op for mig, at det er slet ikke det, et hjem er for mig.

Nu kommer jeg til at lyde lidt som en seksårig, men for mig er mit hjem og dermed også det bedste sted i verden, der hvor min mor er, jeg ved godt det lyder helt vildt mærkeligt.. Men hvis man er ked af det, syg, har brug for at komme væk fra efterskolen, eller hvad som helst så er der hvor min mor er det bedste sted i verden.. Det er ligemeget om det var der hvor vi boede før(hvor min far stadig bor), om det er her hvor vi bor nu eller om jeg bare er nede og hjælpe hende i den butik hun har, så føler jeg mig bare bedst tilpas sammen med min mor, hvor der bliver taget hensyn til at jeg er kræsen, hvor jeg må tage min dyne med ned i sofaen og falde i søvn klokken kvart over otte, hvor jeg kan være mig selv, hvor jeg kan snakke om mine problemer med en, som ikke også er venner, med alle mine venner. Det lyder nok helt vildt underligt, nu hvor jeg er seksten år. Men sådan har det heller ikke altid været, før jeg kom på efterskole, før min søster flyttede hjemmefra og før mine forældre blev skilt og vi flyttede, troede jeg at det var det hus vi boede i, men efter alt det, har jeg fundet ud af at det handler om en enkelt person; min mor. Forstå mig ret, jeg er ikke typen som aldrig gør noget forkert og er mors lille pige, og jeg er heller ikke typen som ikke kan undvære min mor. Jeg er typen som elsker mine efterskolevenner, drikker mig lidt for fuld af og til, laver så lidt så muligt i timerne og som falder i søvn i fortællertimerne. Så har jeg bare det lille twist, at jeg ELSKER at komme hjem i weekenderne, og gøre nøjagtigt som det passer mig, under min mors regler og ikke skolens :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar