Min farmor er den bedste i hele verden. Jeg elsker hende så tårnhøjt. Hun er den eneste bedsteforældre jeg har tilbage, hvilket nok også har noget at sige. Jeg har lært man skal holde af dem man har tilbage.
Min farmor er 81 og den sejeste jeg kender. Trods alderen har hun de sidste to år inviteret min familie og jeg på udenlandsrejser. Hun siger hun vil opleve alt det med os hun kan istedet for at efterlade en masse penge til os. Og det har hun ret i. Hvad skal man med penge når man har oplevelser og kærligheden i bagagen?
Hun er så viljestærk, så man skulle tro det var løgn. På trods af at hendes ene ben er længere end det andet, hun må gå med én kryk eller sidde i kørestol, at hun stort set er blind, ikke kan høre på det ene øre og har overlevet både kræft i armen, hvor der nu mangler et stykke + brystkræft er hun still going strong. Det er da en fighter uden lige.
Min farmor lytter altid til mig, er altid positiv ligemeget hvordan verdenssituationen ser ud, og er top livsglad. Jeg elsker virkelig min farmor. Jeg er stolt af hende og jeg ønsker at blive præcis som hende, hvis jeg en gang bliver 80!
Årets "rejsehold" til Malaga! Fantastisk, var'?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar